Når det gamle er mere relevant end det nye

Idag blev det offentliggjort at Metallica udgiver et livealbum optaget på Le Bataclan i Paris – samme sted hvor det forfærdelige terroristangreb tog plads sidste år – og at overskudet fra dette album vil gå til de pårørende og overlevende. Det er selvfølgelig fedt nok! Det er nok pisse svært at få økonomisk støtte og hjælp efter en by bliver rystet sådan. Som psykologistuderende er jeg heller ikke i tvivl om, at mange der var til stede i byen den aften kan udvikle PTSD, en psykisk sygdom der kan være ekstremt invaliderende.

Og samtidig, så har jeg her i den sidste uges tid genfundet og hørt denne sang fra The Clash, udgivet i 1982 og som handler om et ban af vestlig musik i Iran på daværende tidspunkt. Nu skal jeg ikke forsøge at lade som om jeg ved en skid om historie, religion eller politk, men her er der en sang, der handler om noget, der var relevant på daværende tidspunkt – en muslimsk revolution som afviste vestlig kultur som musik. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at den er relevant for angrebet på Le Bataclan, omend under mere ekstreme forhold. Islamister mener ikke vestlig kultur og musik er i orden ifølge deres religion og de vælger derfor at udføre disse ekstreme angreb. Fucked up, men det var jo essensen af det. Og hvad er musikkens svar på det? Et fucking livealbum dedikeret til ofrene.

HVOR ER VREDEN? Hvor er modsvaret?! Den her fucking sang, skrevet for over 30 år siden, er mere relevant! Hvor er dog trist at tænke på hvor fucking upolitisk musik er blevet. Jeg har aldrig været super politisk motiveret, men jeg er fandme forvirret over, at der ikke er en masse punk eller rock bands der skriver om alle de her terroristangreb og flygtningeproblemer. Selvfølgelig er der en masse bands ude i verden, der gør det, men ingen af de store som har en fanbase. Metallica kunne sgu da i det mindste indspille en sang der handler om det! Jesus.

Jeg er glad for musik der handler om følelser og der kan relateres til. Men når man sætter et Clash album på, eller Ramones eller Sex Pistols eller generelt noget fra den klassiske punk periode bliver man mødt af en mur af vrede. Og det er fucking nice! Det var fucking relevant, det de sang om! Det er også derfor jeg er glad for bands som Manic Street Preachers, som altid har relateret sig til politiske emner (de er også kæmpe Clash fans så det er ingen overraskelse). Eller bare fucking Green Day som faktisk skrev nogle ekstremt relevante, omend lidt overdrevede sange, til American Idiot albummet.

Men både Green Day og Manic Street Preachers er gamle. Det er ikke super fedt at høre 40+ årige være sure over politik. Det motiverer ikke unge. Hvor er de unge bands, der er vrede og vil støtte den fucking modbevægelser der MÅ ligge og syre og boble over alt det fucking DF bullshit der fylder facebook op hver eneste dag? Hvor er sangene om islamister, muslimiske traditioner, hvor ufeministisk islam er, hvor fucked UP hele diskussionen og situationen med flygtninge er.. Hvor ER DE!

Jeg savner guitar i radioen.

Skriv en kommentar