Elliott Smith part II

Jeg har haft lidt dårlig samvittighed over min portrættering af Elliott i det tidligere indlæg, og jeg vil gerne rette op på det. Jeg vil ikke have folk læser det og får et super negativt forhåndsindtryk af ham. Jeg har netop set dokumentaren omkring ham kaldet Heaven Adores You færdig, og til sidst nævner en bekendt af Elliott at han ville være mega bummed over at folk ser ham som en deprimeret narkoman og alkoholiker. For det var selvfølgelig kun en lille del af ham – og som psykologistuderende ved jeg da mere end mange andre, at de mentale problemer man kan have ikke er nogen man vælger selv. Han valgte ikke sine problemer. De var ikke en del af ham. Det var blot en del af hans liv. Han kunne være glad som enhver anden, og faktisk havde han en rimelig sjov form for humor har jeg opdaget. Og så var han jo sindsygt talentfuld og spillede stort set alle instrumenterne på hans albums og skrev alle hans sange selv.

Og så er sangen øverst her også tegn på, at han på ingen måde var selvvalgt selvdestruktiv:

What I used to be will pass away and then you’ll see

That all I want now is happiness for you and me

Det er alt for nemt at blive opslugt af mediernes fremstilling af ham som netop en hærget, deprimeret ung mand. Det er nemt at sælge den slags historier. Det er drama. Og så sælger det jo bare endnu mere at han begår selvmord – for det bekræfter jo blot hypotesen om hans mørke og dystre liv. Men mennesker er langt mere komplicerede end det. Og jeg er ked af, at han fremvist et alt for forenklet billede af en mand så farverig og talentfuld som Elliott Smith.

Skriv en kommentar