Uddannelsesvalg

Idag var der oplæg fra Studievalg Fyn ude på mit gymnasium om optagelse og ansøgning til videregående uddannelse. Her hørte jeg så om standby, som jeg faktisk ikke viste hvad var (det svarer ca. til en venteliste, fandt jeg så ud af) – og ud fra det, har jeg nu taget beslutningen, at jeg vil prøve at søge ind på psykologi på universitet i år. Jeg ved, jeg ikke har et højt nok snit til at komme ind, men jeg vil prøve at søge standby, og hvis jeg er super heldig, så kunne det jo være, jeg blev sikret en plads til næste år – og hvis ikke, så holder jeg alligevel et sabbatår, og kan prøve at finde ud af, hvad jeg så vil. Either way ville jeg få fri i et år – forskellen er selvfølgelig bare, at det vil være nemmere for mig at komme ind, og jeg vil være sikret end plads.

Som sagt – chancen er ikke særlig stor, men den er der, og hvem ved, måske er jeg super heldig og gennemsnittet er meget lavt i år. Who knows! Jeg vil i hvert fald ikke lade chancen passere mig.

Der er dog 2 ting, som jeg synes er enormt irriterende ved uddannelsessystemet i Danmark

  1. Du kan ikke forbedre dit gennemsnit når du først har fået det – nogensinde
  2. Man bliver bedømt på hele sit gennemsnit når man søger ind på videregående uddannelser

Jeg kan godt se argumenterne imod nr. 1 – man kan jo bare tage sig sammen når man ER i gang med gymnasiet. Ellers kunne alle jo bare ende ud med at snit lige over 2 og så forbedre det senere i livet. Jeg synes bare, at det er så vildt, at man ikke kan hæve det (eller risikere at sænke det)  bare en lille smule. Der er mange som ikke ender ud med helt det optimale gennemsnit i 3.g fordi der er så meget fokus på det sociale liv netop i de år med fester og generelt også bare personlig udvikling – og det er derfor der bl.a. også har været debat om, at det er okay at tage 3.g om.

Jeg synes personlig selv, at man burde få et par få chancer til at hæve eller sænke sit gennemsnit bare en lille smule. Måske få lov at gå x antal eksamener om, hvad ved jeg – jeg har ikke løsningen, jeg ved bare, at jeg ikke synes det er fair, at der ligger så stort et press på én når man går igennem så meget i de år, og at noget så vitalt er permanent. Stigningen af depression i studerende understøtter jo netop også, at ens psyke ikke er optimal i gymnasiet.

Nummer 2: Jeg synes det er så ufattelig nederen, at mit 4-tal i idræt skal trække alt andet ned. Selv hvis jeg får 10 i alle de fag, der er krævet til en uddannelse, vil mit gennemsnit blive trukket væsentligt ned. Hvorfor betyder ens idræts- eller tyskkarakter overhovedet noget, hvis man søger ind på fx russisk? Vægtningen i fagene er selvfølgelig det, som skal forsøge at gøre det hele fair, men jeg synes stadigvæk, det er en mærkelig måde at bedømme studerende på.

Men det er, som det er – og jeg vil prøve at søge ind i år, og så får vi se, hvad der sker. Jeg er bare stolt og glad over, at jeg endelig er kommet lidt nærmere et uddannelsesvalg.

Skriv en kommentar