“ÅåHh NEj JEg ER GAMMel”

Når folk bliver 22 tænker jeg ikke på den superpopulære Taylor Swift sang, men den her. Den er ikke så kendt og lidt gammel. Jeg hørte Lily Allens “It’s Not Me, It’s You” album rigtig meget dengang det udkom i 2009, og ifølge matematik så gik jeg i 8. klasse dengang. Wauw. Det er længe siden. Men det er stadig et godt pop album.

Anyway. Jeg tænkte den var relevant fordi jeg bliver 22 år. Eller blev. Dagen er næsten slut og jeg blev født kl 5 om morgenen. Sangen handler godt nok om at være 30, single og trist og at kigge tilbage på dengang man var 22 med længsel. Æh, lad os satse på det ikke er sådan, mit liv udfolder sig.

Jeg har godt nok haft det virkelig dårligt idag, hvilket var øv.. men det gik fint nok alligevel. “22 år og har alt” sagde min mor da hun havde kørt os hjem og hjulpet os op i lejligheden med gaverne her til aften. Og det er sandt nok. Jeg har nemlig en FUCKING ALOE VERA PLANTE. Så har man ikke brug for andet.

Når det gamle er mere relevant end det nye

Idag blev det offentliggjort at Metallica udgiver et livealbum optaget på Le Bataclan i Paris – samme sted hvor det forfærdelige terroristangreb tog plads sidste år – og at overskudet fra dette album vil gå til de pårørende og overlevende. Det er selvfølgelig fedt nok! Det er nok pisse svært at få økonomisk støtte og hjælp efter en by bliver rystet sådan. Som psykologistuderende er jeg heller ikke i tvivl om, at mange der var til stede i byen den aften kan udvikle PTSD, en psykisk sygdom der kan være ekstremt invaliderende.

Og samtidig, så har jeg her i den sidste uges tid genfundet og hørt denne sang fra The Clash, udgivet i 1982 og som handler om et ban af vestlig musik i Iran på daværende tidspunkt. Nu skal jeg ikke forsøge at lade som om jeg ved en skid om historie, religion eller politk, men her er der en sang, der handler om noget, der var relevant på daværende tidspunkt – en muslimsk revolution som afviste vestlig kultur som musik. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at den er relevant for angrebet på Le Bataclan, omend under mere ekstreme forhold. Islamister mener ikke vestlig kultur og musik er i orden ifølge deres religion og de vælger derfor at udføre disse ekstreme angreb. Fucked up, men det var jo essensen af det. Og hvad er musikkens svar på det? Et fucking livealbum dedikeret til ofrene.

HVOR ER VREDEN? Hvor er modsvaret?! Den her fucking sang, skrevet for over 30 år siden, er mere relevant! Hvor er dog trist at tænke på hvor fucking upolitisk musik er blevet. Jeg har aldrig været super politisk motiveret, men jeg er fandme forvirret over, at der ikke er en masse punk eller rock bands der skriver om alle de her terroristangreb og flygtningeproblemer. Selvfølgelig er der en masse bands ude i verden, der gør det, men ingen af de store som har en fanbase. Metallica kunne sgu da i det mindste indspille en sang der handler om det! Jesus.

Jeg er glad for musik der handler om følelser og der kan relateres til. Men når man sætter et Clash album på, eller Ramones eller Sex Pistols eller generelt noget fra den klassiske punk periode bliver man mødt af en mur af vrede. Og det er fucking nice! Det var fucking relevant, det de sang om! Det er også derfor jeg er glad for bands som Manic Street Preachers, som altid har relateret sig til politiske emner (de er også kæmpe Clash fans så det er ingen overraskelse). Eller bare fucking Green Day som faktisk skrev nogle ekstremt relevante, omend lidt overdrevede sange, til American Idiot albummet.

Men både Green Day og Manic Street Preachers er gamle. Det er ikke super fedt at høre 40+ årige være sure over politik. Det motiverer ikke unge. Hvor er de unge bands, der er vrede og vil støtte den fucking modbevægelser der MÅ ligge og syre og boble over alt det fucking DF bullshit der fylder facebook op hver eneste dag? Hvor er sangene om islamister, muslimiske traditioner, hvor ufeministisk islam er, hvor fucked UP hele diskussionen og situationen med flygtninge er.. Hvor ER DE!

Jeg savner guitar i radioen.

2016 kan blive et sygt år for Lady Gaga

Lady Gaga kan få det vildeste comeback i år hvis hun virkelig timer sit shit rigtigt og trykker på de rigtige knapper. Hun sang USAs nationalsang til Superbowl, noget som en virkelig stor ære i USA, og som pragteksemplar bliver jeg nødt til at dele Whitney Houstons version i 1991 fordi jeg får sgu næsten lyst til at migrere til USA hver gang jeg høre den. Men udover det, så skal hun synge en tribute til David Bowie til Oscar uddelingen. Er der nogen mere perfekt til at fange David Bowies mærkeligheder og teatralske persona end hende? Jeg kan i hvert fald ikke komme på nogen. Med de 2 performances lige efter hinanden kan hun hurtigt få respekten tilbage fra den brede befolkning, der umiddelbart har afskrevet hende som værende en underlig poptøs i en kødkjole. Hun fik vildt meget ros for nationalsangen og jeg tror virkelig hun er ved at balancere sin underlighed perfekt igen som hun gjorde i Fame Monster æraen. Folk der ikke kendte mere til hende end Pokerface blev vildt overrasket over hendes talent i hendes sange med Tony Bennett, og c’mon, hun gør det også FUCKING GODT. Og så var der også hendes Sound of Music performance til sidste års Oscar som jeg stadig er VILD med. Når selve Julie Andrews roser én, så er man godkendt.

Kødkjolerne og mærkelige, uforståelige fødselsmetaforer er væk. Hun har flotte kjoler på. Man kan endda se hendes ansigt. Jeg husker i starten da hun kom frem at folk undrede sig over, hvordan hun egentligt så ud fordi hun altid havde så mange kostumer og parykker på, og det var nærmere ansigtsmaling end make-up. Og så var der også alt det dér med, om hun nu var en mand. Æh. Ja. Folk har vidst fået lidt mere respekt for hende. 

Hun er stadig underlig og speciel, men sindsygt talentfuld, og det er ved at gå op for folk. Hun chokere ikke længere folk ved at være underlig – hun fremviser istedet sit sindsyge repertoire af talenter. Jeg tror virkelig, at hvis hun skynder sig og udgiver noget musik der spiller på hendes talenthed og samtidig inkorperer de typiske, underlige og teatralske Gaga moments, så kan hun få vildt stor success og totalt genstarte sin karriere.

Det samme skete lidt for Amy Winehouse, selvom det måske er en underlig parallel. Amy Winehouse brød ud og var sindsygt succesfuld med Back to Black albummet. Så kom stofferne og alkoholmisbrug og hun blev en joke. “Haha, se Amy, nu fjoller hun rundt i fuldskab igen!”. Desværre var det selvfølgelig en mere destruktiv vej hun var på vej ned af, som desværre tog livet af hende. Men Lady Gaga blev også en joke. Folk gad hende ikke mere. Hun var talentløs og spillede på shock, mente folk. Amy var en døgnflue der ikke kunne komme med et nyt album og blev også glemt. Men nu har Gaga muligheden for at modvise folk at hun kan sit shit. Desværre tror jeg også, at hvis Amy havde droppet stofferne og alkohollen, så var hun også kommet tilbage. Men det er en helt anden, trist diskussion (hvorfor dør alle mine yndlingsartister unge???).

Anyway. Gaga. Nail den der David Bowie perfomance og udgiv så for helvede noget musik, der ikke er jazz standarder. Jeg HEPPER SÅ HÅRDT. Hun rider en fantastisk bølge af success, talent og balance for tiden. For mig er hun allerede i historiebøgerne alene baseret på den Monsterball koncert jeg var til med hende i 2010. Men nu kan hun virkelig få overbevist alle.