RIP min SRP buddy

bowie_on_tour

De fleste har nok læst, at David Bowie er død. Hvis ikke, så ved du det nu. Det giver ikke mening at komme med en masse facts omkring hans død – dem kan man google sig til alligevel. I stedet vil jeg lige kort ridse mine egne tanker om David Bowie op.

Jeg skrev, som man også kan se tidligere i bloggen, min SRP opgave i 3.g om David Bowie med fagene musik og engelsk. Jeg kan ikke huske første gang jeg hørte David Bowie, for jeg har kendt ham temmelig længe – men det her var første gang, jeg virkelig dykkede ned i hans musik. Og selvom jeg godt vidste, han var meget ikonisk, så var jeg slet ikke klar over, hvor meget forskelligt musik han har lavet. Alt fra soul, til pop, til glam, til krautrock, til alternativ rock.. Det er umuligt at finde en kunstner der har skiftet mellem genre så succesfuldt. Og det er hvad, jeg husker ham som. En kamæleon. Han tilpassede sig de genre, han skrev musik i, og blendede fuldstændigt ind, lige meget hvad han lavede. Det er for vildt. At skrive den opgave gav mig kæmpe respekt for ham – og også lidt irritation, for at skrive en stor skoleopgave om en musiker er lidt ligesom at sætte en sang som sin alarm om morgenen. Man begynder at få negative associationer med sangen. Så der var et års tid bagefter, hvor jeg ikke kunne holde ham ud fordi han bare mindede mig om melodiske analyser og redegørelser.

Men jeg var ret chokeret over, at han døde. Det var alle vidst. Jeg havde, naivt måske, regnet med, at han ville leve 10 år endnu. Det gjorde han så ikke.

I lyset af hans død har jeg tænkt mig at dele min SRP opgave her på bloggen til dem, der er interesseret i et kort rids af hans karrierer. Det er ikke en fejlfri opgave, men jeg fik da 10 for den. Det var lidt den, der skabte fundamentet for mit kendskab til David Bowie, og så gjorde mig meget umage med den – derfor betyder den noget for mig. Så værsegod at læse:

Studieretningsopgaven

Jeg er desuden også blevet kontaktet næsten hver jul siden jeg skrev opgaven om, om jeg ikke vil dele opgaven med andre SRP-skrivende 3.g’er. Det har jeg selvfølgelig lyst til – såfremt ingen benytter den til andet end inspiration. Problemformuleringen er i mellemtiden blevet væk, men abstractet giver et rimelig godt peg på, hvad den var. Men læs den, og så lyt evt. til Low eller Heroes eller Ziggy Stardust eller bare én af hans album. De er næsten alle sammen fejlfri alligevel.

Sov sødt, David Bowie.

Kun 1 eksamen tilbage!

 I thought it over, and drew the curtain
Leave me to my cell, leave me to my cell
I hummed the Dies Irae as you played the Hallelujah
Leave me to my cell, leave me to my cell

Jeg var oppe i dansk mundtligt idag. Jeg trak en rap-tekst med jokeren hvor jeg skulle redegøre for slang og brugen af det i teksten, og dernæst skulle jeg perspektivere til Dan Turell. Det lyder virkelig syret når man tænker over det og hører det ud af sammenhæng, men jeg var åbenbart god til det, for jeg fik 12! For helvede, hvor var det nice. Mine nerver var ved at dræbe mig i morges. Jeg kunne ikke spise særlig meget til aftensmad igår, og det resulteret i, at jeg kastede op i morges. Damn.

Lidt pinligt, men jeg var faktisk så meget i tvivl om, om jeg fik 12, at jeg skrev til dansklærer her i aften for at få det bekræftet. Jeg tvivler virkelig alt for meget på mig selv.

Men 12.. Fedt!!! Mine skriftlige karakterer har jeg det efterhånden OK med – til at starte med var jeg skuffet. Engelsk 7, dansk 7, musik 10. Jeg ville virkelig gerne have haft 10 i engelsk, da det er det fag, jeg er bedst i, og som jeg totalt dominerede i folkeskolen. Men den bedste elev i klasse, som fik 12 i årskarakter, fik 4 i skriftlig engelsk, så censorerne må have lagt vægt på noget helt andet end vores engelsklærer. Det overrasker mig nu heller ikke, min engelsklærer var pænt ustruktureret..

Men fordi jeg fik 12 og kun har én eksamen tilbage, som kun er om små 4 dage (3½ faktisk (lol)) så vil jeg være glad og hører min yndlingssang fra Vampire Weekends nye album – Everlasting Arms.

Farvel, MCR!

mcr

Da jeg var 13 år var jeg kæmpe fan af My Chemical Romance, som de fleste nok kender. Totalt skudt i dem. Jeg hørte ikke andet. De var det første band, som jeg blev interesseret i, og det var dem, som ledte mig videre til andre bands (Smashing Pumpkins, The Cure, etc.). Generelt var det bare dem som fik mine øjne op for musikverdenen – før dem hørte jeg bare popmusik, og selvom der ikke er noget galt med dét, så er det ikke ligefrem så meget indehold i pop musik. Uden MCR havde jeg aldrig valgt at have musik på A-niveau i gymnasiet, da jeg slet ikke ville have haft den samme interesse for musik, og jeg ville bare være en helt anden person. Bare på grund af et lille band fra USA.

Men igår nat skrev de så på deres hjemmeside i en sølle, lille blog, at det var slut. MCR eksisterer altså ikke mere. Og selvom jeg ikke rigtig har hørt dem i flere år, og er vokset lidt fra dem, så er det alligevel lidt mærkeligt, for de har været en forudsætning for mange ting i mit liv. For mig har de musikalsk været lidt ligesom éns første bamse fra man var barn – man leger ikke med den mere, den er slidt og grim, men alligevel så er man stadig nostalgisk og glad for den.

Comedown Machine!

comedown

Undskyld mig det kiksede bandbillede, men jeg havde ikke lyst til blot at indsætte coveret, for jeg gjorde det i sidste uge. Jeg aner ikke hvem fotografen er, men han/hun formår virkelig at lave en akavet opstilning. Men det opsummerer vel bandet meget godt på det sidste..

Anyways! The Strokes begyndte mandags aften at streame deres nye album, Comedown Machine, og jeg var selvfølgelig ellevild. Eller, okay, jeg var glad og spændt, “ellevild” skal måske reserveres til de piger jeg så på tumblr, som ligefrem græd og hyrperventilerede. Så knyttet er jeg dog heller ikke til dem.

Og hvordan er albummet så? Egentligt hader jeg reelle anmeldelser, som ikke kommer før udgivelsen af albummet, da de er totalt overflødige. Men det er en anden snak! Jeg synes selv albummet er rigtig godt. Det er ikke så innovativt, på den måde at det er virkelig 80’er-pop-new-wave inspireret, men det er sammenhængende, meget mere end “Angles” fra 2011. Dynamikken svinger meget, fra “50/50” som er total sindsyg hurtig og rocket til “Chances” som er en lidt for sukkersød ballade til mig. Ikke min yndlings. Og så er albummet meget funky! “Tap Out” ville gøre Michael Jackson stolt.

Mine yndlings er “Happy Ending”, “Partners in Crime” og “Welcome to Japan”, og det er også de mest funky numre. Jeg er åbenbart en meget funky type. “Call It Fate, Call It Karma” er dog nok en af den bedste måder at slutte et album på, jeg nogensinde har hørt.

Men find selv ud af om i kan lide det! Hør det her Jeg kan varmt anbefale det :) 

Et album om måneden

thestrokes_cm_625x4331

Her i de næste 3 måneder kommer der ca. et album om måneden fra bands, som jeg virkelig godt kan lide, og det gør mig selvfølgelig rigtig glad. Det første album er fra The Strokes – surprise – en af mine yndlingsbands, og det hedder Comedown Machine. Det udkommer omkring d. 25. marts, og jeg er lidt nervøs for, hvordan albummet er, for de er meget svingende i kvalitet for tiden. The Strokes er et virkelig mærkeligt band.

Yeah-Yeah-Yeahs-Mosquito-A

Hvis din første tanke er “oh my god et grimt billede”, så forstår jeg det godt, for jeg kan virkelig heller ikke lide coveret. Det ligner noget fra en gyserversion af Toy Story. Men det er Yeah Yeah Yeahs første album i 4 år, kaldet “Mosquito”, og jeg har ventet læææænge på det, og jeg ved bare, det bliver godt. Yeah Yeah Yeahs skuffer aldrig. Den første single, “Sacrilege“, har gospel i den, og den er virkelig nice. Det udkommer omkring 16. april.

modernvampiresofthecity

Vampire Weekend er en af de bands, som laver virkelig, virkelig hyggelig musik. Det er guitar musik med gode rytmer og synths, og jeg elsker det virkelig på de dage, hvor man bare i godt humør. Desuden synes jeg alle mennesker skal følge forsangeren Ezra Koenig på twitter, for han er genial og han ligner Roger Federer. De er begyndt at spille én af sangene fra deres nye album “Modern Vampires of the City” – det er “Unbelievers“, og det tyder rigtig godt, så jeg glæder mig til 6. maj!

Hvis I også glæder jer til nogle udgivelser snart, så må I meget gerne dele dem, jeg har stærkt brug for fornyelse i min musik verden :)

Crystal Castles

When it’s cold outside

Hold me, don’t hold me

When I choose to rest my eyes

Coax me, don’t coax me

Jeg er egentlig ret træt af elektronisk musik på grund af alt det dubstep lort (undskyld men det synes jeg altså) som er så populært for tiden – det siger mig intet. Det var fedt nok dengang det begyndte at komme frem, for da var det noget nyt og anderledes, men nu har det taget overhånd og i mine øre er det bare en anden form for techno. Men selvom Crystal Castles er elektronisk, så er det langt mere gennemtænkt og indeholder egentlige følelser i modsætning til langt det meste mainstream elektroniske musik. Specielt den her sang elsker jeg. Og så er Alice Glass forresten enormt køn og sej.

One Way Trigger

The Strokes er tilbage!!! Igår aftes ud af det blå udgav de deres første single fra det (forhåbentligt) kommende album, og jeg blev vildt glad! Deres sidste album, Angles, fik ikke vildt gode anmeldelser, og selvom jeg er enig i, at det ikke er deres bedste album, så synes jeg stadigvæk der var nogle virkelig gode sange.

Den nye single her.. jeg vil ikke sige det er min yndlingssang, de nogensinde har udgivte, men jeg synes stadigvæk den er virkelig god. Falset? Hvorfor ikke!? Min eneste kritik er, at jeg savner de mange guitar harmonier, som de normalt har i deres senge – men melodien og guitar soloen i sangen opvejer for det. I like! Og jeg GLÆDER mig til at albummet kommer!

Dagens sang: Strange Love – Karen O

When there’s beauty on the inside,

The outside there’s nothing to change

Lightening’s not frightening when you are with me

Oh cause love is not always what you think it’ll be

Jeg er stadig ked af, at jeg skal vente endnu 2 måneder med at se Frankenweenie.. Men i det mindste kan jeg altid høre soundtracket. Og den her søde sang minder mig altid om Marco, så jeg bliver altid så glad af at høre den. Plus, Karen O synger, og hende kan vi godt lide.

Dagens sang: Cardiff Afterlife – Manic Street Preachers

For I witnessed splendour
And evil that no-one saw
And I felt kindness
And vanity for sure

“Lifeblood” er efter manges mening det dårligste album fra Manics men personligt synes jeg ikke det er et vildt dårligt. Nej, det er helt klart ikke deres bedste, men sammenligner det med så meget andet skodmusik ude i verden er det da fint nok. Specielt kan jeg godt lide denne sang, “I Live to Fall Asleep” og “Empty Souls”.

Videoen er desuden herre sød.. Richey, why did you leave us?!

Dagens sang: Talking Heads – This Must Be the Place

 And you’re standing here beside me
I love the passing of time
Never for money
Always for love
Cover up, say goodnight, say goodnight

Hyggeligt, stille og roligt 80’er new wave.. og som fan af The Cure kan jeg ikke lade være med at holde af det. Den søde lille synth, som danser for sig selv, og den funky rytme.. yess. Det gør den danske stil lidt mere overkommelig. Men kun lidt.