De falder på stribe..

1401x788-80111173

Torsdag aften tog jeg min telefon frem og ville surfe lidt på reddit, men blev så mødt med flere artikler der proklamerede, at Prince var død. Jeg fattede det ikke, og det første jeg udbrud var “HAN VAR JO IKKE ENGANG GAMMEL”. Blot 3 måneder efter David Bowie er endnu et ikon gået bort. Jeg har siden helt glemt at skrive om det her, selvom jeg egentligt gerne vil. Jeg har det lidt svært med sådan at “sørge” over døden over endnu en musiker, specielt fordi jeg har set en del folk proklamere på nettet, at de er pisse trætte af hele mediehysteriet der følger denne slags dødsfald. Og til en hvis grad er jeg enig. Det skal ikke tage overhånd. Man skal ikke poste over det hele hvor trist det, og at himlen har fået en engel og så videre, og man skal heller ikke opsøge en masse artikler om hans familie der sørger og den slags. Men samtidig synes jeg også døden af en fantastisk kunstner, om det så er Prince, Bowie eller Jackson, skal ses som en chance for at fejre personen og mindes de fantastiske værker, de skabte.

Jeg har ikke hørt ret meget Prince. Jeg har kendt ham i mange år og Purple Rain er klart en sang, jeg har lyttet meget til. Raspberry Beret og I Would Die 4 U var jeg også glad for samt nogle af hans andre store hits. Det var den overseksuelle del af Prince, jeg havde svært ved at forene mig med. Det er sgu lidt underligt at sidde at høre en voksen man synge Cream eller Kiss i falset samtidig med at man ser på en lille, tynd mand med make-up i høje hæle. Men jeg har altid haft respekt for, at han var så anderledes og brød grænserne for, hvordan mænd udtrykker sig både seksuelt, visuelt og kreativt.

71b5lyb1SbL._SL1114_

Dette er coveret på hans album “Dirty Mind”. ‘Nuff said.

Når en mand typisk skriver en seksuel sang handler det om at være maskulin – at score en pige, at være rig og succesfuld, at have “bitches” i rap og hvad ved jeg (bare lyt til den horrible “Blurred Lines”). Det har typisk en kende af dominans. Der er ikke meget blødhed i den slags. Prince var en ener på det punkt. Det kan godt være han var så overseksuel at man har lidt lyst til at kigge den anden vej, men for helvede, hvor var og ER det dog egentligt befriende at han SOM MAND udtrykker sig med så blandede feminine og maskuline udtryk og samtidig hylder kvinder og kvindekroppen uden at være nedgørende og dominerende. Det var blødt og hårdt musik på samme tid, og fyldt med en masse blandede signaler.

Og så er der det fact, som jeg altid er glad for når det kommer til musikere, og det er, at han fucking skrev sine egne sange og spillede dem live. Han var vild til at spille og skrive musik, og dét har jeg altid respekt for. Han kunne synge, spille guitar og klaver, danse og så i fucking højhælede. Michael Jackson var nok en fantastiske performer og sang nogle af største popsange nogensinde – men han kunne ikke spille nogle instrumenter og skrev ingen af sine sange selv. På det punkt overgår Prince Michael Jackson. Hvor Jackson var et popikon var Prince et musikikon. Det var ikke engang bare fordi han sang eller spillede musik, han var fucking GOD til det. God damn, den falset. Og så skrev han jo massere af sange, der ikke var seksuelle overhovedet – fx Nothing Compares 2 U som Sinead O’Conner gjorde populær.

Jeg er ked af, at han er død. Specielt fordi han var så ung. Og også fordi der faktisk ikke rigtigt er nogen, jeg kan komme i tanke om, der har taklet balancen mellem det seksuelle, musikalske, feminine og maskuline så vildt siden ham.

Man skal aldrig rationalisere angst

Jeg tænker tit på, hvis jeg var en forelæser, hvad jeg så ville inkluderer i mine slides. Lyder lidt fanatisk for jeg blive næppe forelæser nogensinde, men så har jeg så en blog i stedet, kom jeg lige i tanke om. Så her er, hvad jeg ville fremvise, hvis jeg skulle undervise i angst og fobier. Den her video så jeg idag og selvom den på overfladen er komisk så er det jo vildt interessant rent psykologisk, at en mand som er stor og som for mange vil virke intimiderende har så voldsom en reaktion over en hundehvalp. Det er totalt irrationelt og det er netop det, angst og fobier er. Den video viser totalt perfekt hvor lidt mening angst kan give for andre, mens det giver totalt mening for personen, der oplever det. Manden i videoen er jo klart traumatiseret og det har direkte negative indflydelse på hans liv – det er ikke bare “for sjov” og han kan ikke styre det. Han tror oprigtigt, at den hundehvalp er pisse farlig.

Angst er oftest totalt irrationelt. Hvorfor er jeg bange for edderkopper? Det giver måske mening i Australien hvor de er giftige, og i et evolutionært perspektiv giver det nok mening at være bange for dyr der potentielt kan være giftige og drablige, men idag? Søde lille peter edderkop? Hvorfor kan jeg ikke rationalisere mig frem til, at den ikke kan gøre mig en skid og at den måske ligefrem kan være sød? 

Det kan man selvfølgelig også hvis man gør sig umage igennem et længere forløb – angst er noget af det, som er nemmest at behandle. Det handler nemlig oftest “blot” om at ændre sine tanker omkring edderkopperne – så istedet for at tænke, at de er farlige, så at tænke, at de er søde eller ligegyldige eller whatever – og at eksponerer sig selv overfor edderkopper, så man får erfaringer, der fortæller én, at edderkopper er søde eller ligegyldige. Det er derfor, terapeuten i videoen vil have, at manden skal nusse hundehvalpen – for hvis han ikke gør det, så lærer han aldrig, at man godt kan røre ved en hund, uden der sker noget. Måske har han kun rørt ved en hund én gang i sit liv og dér blev han bidt. Hvis han derimod får 20 oplevelser, hvor han har rørt en hund uden der skete noget, så blegner den første oplevelse pludseligt.

Angst er også sundt nok. Man skal helst være bange for nogle ting. Mange af mine yndlingsmusikere siger også, at de altid er nervøse før deres koncerter, og hvis de ikke var, ville der være noget galt. Så ville det jo fordi koncerterne ikke betød noget for dem mere. Kurt Cobain nævnte i hans selvmordsbrev (mener jeg) at han ikke længere var nervøs når han skulle spille til sine koncerter, og det må have været enormt hårdt for ham – for pludseligt følte han ikke noget for det, der burde betyde allermest i verden for ham.

Så selvom angst og nervøsitet kan være irrationelt og skadeligt, så skal man også huske, at det er normalt og naturligt. Selvfølgelig skal man være nervøs før en eksamen. Selvfølgelig er det okay at være bange for edderkopper engang imellem. Det skal bare ikke være totalt irrationelt og ude af proportioner.

“ÅåHh NEj JEg ER GAMMel”

Når folk bliver 22 tænker jeg ikke på den superpopulære Taylor Swift sang, men den her. Den er ikke så kendt og lidt gammel. Jeg hørte Lily Allens “It’s Not Me, It’s You” album rigtig meget dengang det udkom i 2009, og ifølge matematik så gik jeg i 8. klasse dengang. Wauw. Det er længe siden. Men det er stadig et godt pop album.

Anyway. Jeg tænkte den var relevant fordi jeg bliver 22 år. Eller blev. Dagen er næsten slut og jeg blev født kl 5 om morgenen. Sangen handler godt nok om at være 30, single og trist og at kigge tilbage på dengang man var 22 med længsel. Æh, lad os satse på det ikke er sådan, mit liv udfolder sig.

Jeg har godt nok haft det virkelig dårligt idag, hvilket var øv.. men det gik fint nok alligevel. “22 år og har alt” sagde min mor da hun havde kørt os hjem og hjulpet os op i lejligheden med gaverne her til aften. Og det er sandt nok. Jeg har nemlig en FUCKING ALOE VERA PLANTE. Så har man ikke brug for andet.

Når det gamle er mere relevant end det nye

Idag blev det offentliggjort at Metallica udgiver et livealbum optaget på Le Bataclan i Paris – samme sted hvor det forfærdelige terroristangreb tog plads sidste år – og at overskudet fra dette album vil gå til de pårørende og overlevende. Det er selvfølgelig fedt nok! Det er nok pisse svært at få økonomisk støtte og hjælp efter en by bliver rystet sådan. Som psykologistuderende er jeg heller ikke i tvivl om, at mange der var til stede i byen den aften kan udvikle PTSD, en psykisk sygdom der kan være ekstremt invaliderende.

Og samtidig, så har jeg her i den sidste uges tid genfundet og hørt denne sang fra The Clash, udgivet i 1982 og som handler om et ban af vestlig musik i Iran på daværende tidspunkt. Nu skal jeg ikke forsøge at lade som om jeg ved en skid om historie, religion eller politk, men her er der en sang, der handler om noget, der var relevant på daværende tidspunkt – en muslimsk revolution som afviste vestlig kultur som musik. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at den er relevant for angrebet på Le Bataclan, omend under mere ekstreme forhold. Islamister mener ikke vestlig kultur og musik er i orden ifølge deres religion og de vælger derfor at udføre disse ekstreme angreb. Fucked up, men det var jo essensen af det. Og hvad er musikkens svar på det? Et fucking livealbum dedikeret til ofrene.

HVOR ER VREDEN? Hvor er modsvaret?! Den her fucking sang, skrevet for over 30 år siden, er mere relevant! Hvor er dog trist at tænke på hvor fucking upolitisk musik er blevet. Jeg har aldrig været super politisk motiveret, men jeg er fandme forvirret over, at der ikke er en masse punk eller rock bands der skriver om alle de her terroristangreb og flygtningeproblemer. Selvfølgelig er der en masse bands ude i verden, der gør det, men ingen af de store som har en fanbase. Metallica kunne sgu da i det mindste indspille en sang der handler om det! Jesus.

Jeg er glad for musik der handler om følelser og der kan relateres til. Men når man sætter et Clash album på, eller Ramones eller Sex Pistols eller generelt noget fra den klassiske punk periode bliver man mødt af en mur af vrede. Og det er fucking nice! Det var fucking relevant, det de sang om! Det er også derfor jeg er glad for bands som Manic Street Preachers, som altid har relateret sig til politiske emner (de er også kæmpe Clash fans så det er ingen overraskelse). Eller bare fucking Green Day som faktisk skrev nogle ekstremt relevante, omend lidt overdrevede sange, til American Idiot albummet.

Men både Green Day og Manic Street Preachers er gamle. Det er ikke super fedt at høre 40+ årige være sure over politik. Det motiverer ikke unge. Hvor er de unge bands, der er vrede og vil støtte den fucking modbevægelser der MÅ ligge og syre og boble over alt det fucking DF bullshit der fylder facebook op hver eneste dag? Hvor er sangene om islamister, muslimiske traditioner, hvor ufeministisk islam er, hvor fucked UP hele diskussionen og situationen med flygtninge er.. Hvor ER DE!

Jeg savner guitar i radioen.

2016 kan blive et sygt år for Lady Gaga

Lady Gaga kan få det vildeste comeback i år hvis hun virkelig timer sit shit rigtigt og trykker på de rigtige knapper. Hun sang USAs nationalsang til Superbowl, noget som en virkelig stor ære i USA, og som pragteksemplar bliver jeg nødt til at dele Whitney Houstons version i 1991 fordi jeg får sgu næsten lyst til at migrere til USA hver gang jeg høre den. Men udover det, så skal hun synge en tribute til David Bowie til Oscar uddelingen. Er der nogen mere perfekt til at fange David Bowies mærkeligheder og teatralske persona end hende? Jeg kan i hvert fald ikke komme på nogen. Med de 2 performances lige efter hinanden kan hun hurtigt få respekten tilbage fra den brede befolkning, der umiddelbart har afskrevet hende som værende en underlig poptøs i en kødkjole. Hun fik vildt meget ros for nationalsangen og jeg tror virkelig hun er ved at balancere sin underlighed perfekt igen som hun gjorde i Fame Monster æraen. Folk der ikke kendte mere til hende end Pokerface blev vildt overrasket over hendes talent i hendes sange med Tony Bennett, og c’mon, hun gør det også FUCKING GODT. Og så var der også hendes Sound of Music performance til sidste års Oscar som jeg stadig er VILD med. Når selve Julie Andrews roser én, så er man godkendt.

Kødkjolerne og mærkelige, uforståelige fødselsmetaforer er væk. Hun har flotte kjoler på. Man kan endda se hendes ansigt. Jeg husker i starten da hun kom frem at folk undrede sig over, hvordan hun egentligt så ud fordi hun altid havde så mange kostumer og parykker på, og det var nærmere ansigtsmaling end make-up. Og så var der også alt det dér med, om hun nu var en mand. Æh. Ja. Folk har vidst fået lidt mere respekt for hende. 

Hun er stadig underlig og speciel, men sindsygt talentfuld, og det er ved at gå op for folk. Hun chokere ikke længere folk ved at være underlig – hun fremviser istedet sit sindsyge repertoire af talenter. Jeg tror virkelig, at hvis hun skynder sig og udgiver noget musik der spiller på hendes talenthed og samtidig inkorperer de typiske, underlige og teatralske Gaga moments, så kan hun få vildt stor success og totalt genstarte sin karriere.

Det samme skete lidt for Amy Winehouse, selvom det måske er en underlig parallel. Amy Winehouse brød ud og var sindsygt succesfuld med Back to Black albummet. Så kom stofferne og alkoholmisbrug og hun blev en joke. “Haha, se Amy, nu fjoller hun rundt i fuldskab igen!”. Desværre var det selvfølgelig en mere destruktiv vej hun var på vej ned af, som desværre tog livet af hende. Men Lady Gaga blev også en joke. Folk gad hende ikke mere. Hun var talentløs og spillede på shock, mente folk. Amy var en døgnflue der ikke kunne komme med et nyt album og blev også glemt. Men nu har Gaga muligheden for at modvise folk at hun kan sit shit. Desværre tror jeg også, at hvis Amy havde droppet stofferne og alkohollen, så var hun også kommet tilbage. Men det er en helt anden, trist diskussion (hvorfor dør alle mine yndlingsartister unge???).

Anyway. Gaga. Nail den der David Bowie perfomance og udgiv så for helvede noget musik, der ikke er jazz standarder. Jeg HEPPER SÅ HÅRDT. Hun rider en fantastisk bølge af success, talent og balance for tiden. For mig er hun allerede i historiebøgerne alene baseret på den Monsterball koncert jeg var til med hende i 2010. Men nu kan hun virkelig få overbevist alle.

Asiatisk hudpleje og mit første køb

Før jeg dykker ned i den store, spændende verden der er asiatisk hudpleje vil jeg først lige give et oprids af min livshistorie med hudpleje – den er nemlig ret kort, så flygt nu ikke. Som så mange teenagere begyndte jeg at døje med akne og fedtet hud da jeg var ca. 13 år. På opfordring af min mor begyndte jeg at bruge en almindelig renseserie fra L’oreal – ansigtsrens, skintonic og creme. Jeg tænkte cool, det gør min hud ren og giver den fugt, det må være alt man kan gøre. Senere skiftede jeg til Vichys Normaderm serie som igen også blot består af rensning og fugtgivning. Jeg tænkte ikke yderligere over det og brugte det stort set alle mine teenageår. Jeg gik bare ud fra, at det var hormoner og gener, der fuckede min hud op, og at der ikke var noget at gøre ved det.

Sidste år fandt jeg mig ligepludselig på SkincareAddiction subredditet og lærte, at jo, der var faktisk noget man kunne gøre. Selvfølgelig er det genetisk og hormonalt, men man kan plejede hun meget bedre. Jeg lærte bl.a. at sulfater er totalt udtørrende for huden i sæber og det samme med ren alkohol i cremer. Skrubbecreme var også no-go fordi de er alt for voldsomme ved huden. Mange der læser pudderdaaserne.dk kan nok genkende disse anbefalinger. W00t. Jeg havde gjort alt forkert de sidste mange år, lignede det. Og så var der en masse lykkehistorier med mennesker der brugte specifikke former for produkter som fik meget bedre hud. I’M IN!

Senere igen skrev jeg et sted på nettet at jeg havde lyst til at købe Stridex pads – nogle exfolierende pads med salicylsyre – og så fik jeg sendt en sample af et alternativ til Stridex som var meget mildere fra en sød person. Det var COSRX BHA Blackhead Power Liquid – et koreansk mærkes bud på en salicylsyre opløsning. Efter dette rettede min opmærksomhed sig mod AsianBeauty. Og jeg er HOOKED.

Asiatisk hudpleje er MEGET mere omfattende end vestlig hudleje har jeg dog fundet ud af. Hvor vestlig hudpleje bare består af rens, exfoliering og fugt har man mange flere aktive ingredienser i produkterne og steps i sin hudplejerutine. Der er også langt større fokus på at være mild mod huden – lave pH-værdier (hudens naturlige pH-værdi er en smule syrlig) og beroligende, nærende ingredienser er nøgleord.

roseroseshophaul1

For at give nogle eksempler på de former for produkter og mærker, der er i asiatisk hudpleje og også bare for at vise hvor billigt det kan gøres vil jeg nu fremvise de 8 produkter, jeg her til eftermiddag har købt på RoseRoseShop. Det er februar imorgen, og februar er måneden hvor jeg har fødselsdag, så jeg ser det som en “lille” fødselsdagsgave til mig selv.

  1. COSRX Low pH Good Morning Gel Cleanser – Egentligt har man typisk 2 ansigtrens i en asiatisk hudpleje – en oliebaseret til at fjerne solcreme og make-up og en sæbebaseret til at fjerne olieresterne. Jeg starter dog ud med denne da jeg ikke bruger solcreme og sagtens kan fjerne make-up med almindelig make-up fjerner. Bemærk den lave pH værdi! Mange vestlige ansigtsrens har alt, alt for høje pH-værdier som kan udtørre huden totalt i det lange løb. Den indeholder heller ikke kradse sulfater.
  2. Mizon Snail Recovery Gel Cream – Snegle? Jep, snegle. Snegleslim, faktisk. Det er vildt mærkeligt men vildt sundt for huden. Det her er bare en basal dagcreme som de fleste nok kender. Bare med snegleslim. Nam.
  3. Tonymoly Tomatox Magic Massage Pack Samples – 10 prøver på en creme med tomat(??) som har en blegende effekt i nogle få timer. At den er blegende betyder ikke at man bliver hvid, men at det fjerne rødme og pigmenteringer, der er i vejen for ens almindelige hudfarve. Asiatere elsker alt der “bleger”.
  4. Mizon Good Night White Sleeping Mask – En sleeping mask eller en sleeping pack er stort set bare en tung creme til brug nogle få gange om ugen for at re-hydrere huden eller tilføre visse ingredienser imens man sover. Den her indeholder niacinamid som virker “blegende” – altså giver en mere ensartet hudfarve.
  5. Benton Snail Bee High Content Essence + Steam Cream Samples – Det her er faktisk 2 samples fra den samme serie, som indeholder mere snegleslim men også bigift som, ironisk nok, skulle være godt for huden. Den har masser af andre spændende ingredienser, men er også lidt kontroversiel da nogle mistænker, at den kan være dårlig, hvis man er allergisk overfor bier (makes sense). Det ene er en essence som er en mere tyndt produkt hvor den anden er en creme som er mere fugtgivende.
  6. COSRX BHA Blackhead Power Liquid – En exfolierende væske med salicylsyre, som tidligere nævnt, men som skulle være mildere end dem fra fx Paula’s Choice og Stridex.
  7. Mizon Original Skin Energy Hyaluronic Acid – Her afviger det igen lidt fra vestlig hudpleje, da dette er et serum – der findes et hav af forskellige serummer, og det er ikke unormalt for nogle at eje flere og at skifte imellem dem fra dag til dag efter hvilket behov man har. Et serum (eller ampoule og essence) er et must i en asiatisk hudpleje, da det har store koncentrationer af aktive ingredienser i små mængder væsker. Den her har hyaluronsyre som er rigtig god til dehydreret hud som min.
  8. Innisfree Green Tea Balancing Lotion – Det her er faktisk mest bare en fugtivende lotion, da der ikke er super meget fugt i de andre produkter, jeg har bestilt. Den har grøn te som er godt til fedtet hud og som også er beroligende.

Og hvad koster alle disse produkter så? Jeg gav ca. 400kr MED porto fra fucking Sydkorea! For 8 produkter! Det er helt vildt. Jeg har godt nok også valgt mange gode deals og billigere produkter end man behøver, men jeg synes stadig, det er vildt. Sådanne deals får man sjældent i Matas.

Jeg glæder mig vildt meget til at få det hele, men jeg har også allerede planlagt hvad jeg skal købe næste gang da der faktisk stadig mangler en del produkter, jeg gerne vil have. Jeg vil gerne have en AHA væske, hvilket kræver man køber solcreme, hvilket kræver man køber en oliebaseret ansigtsrens. Det løber hurtigt op. Samtidig er der også en masse andre essences, serums og ampoules jeg godt kunne tænke mig at prøve – fx findes der en del med honning. Der er også sheetmasks som er en form for maske der findes med sindsygt mange forskellige ingredienser. I WANT IT ALL.

Men jeg har også tænkt mig at space det ud over noget tid, for det bliver hurtigt alt for dyrt at købe på én gang. Mange produkter, som COSRX BHA Liquid holder dog længe, så man køber en del i starten der til gengæld holder i noget tid og bliver billigere i længden.

Jeg er bare vildt spændt nu, og jeg har ikke lyst til at vente de 2-3 uger det tager for pakken at komme.

Elliott Smith part II

Jeg har haft lidt dårlig samvittighed over min portrættering af Elliott i det tidligere indlæg, og jeg vil gerne rette op på det. Jeg vil ikke have folk læser det og får et super negativt forhåndsindtryk af ham. Jeg har netop set dokumentaren omkring ham kaldet Heaven Adores You færdig, og til sidst nævner en bekendt af Elliott at han ville være mega bummed over at folk ser ham som en deprimeret narkoman og alkoholiker. For det var selvfølgelig kun en lille del af ham – og som psykologistuderende ved jeg da mere end mange andre, at de mentale problemer man kan have ikke er nogen man vælger selv. Han valgte ikke sine problemer. De var ikke en del af ham. Det var blot en del af hans liv. Han kunne være glad som enhver anden, og faktisk havde han en rimelig sjov form for humor har jeg opdaget. Og så var han jo sindsygt talentfuld og spillede stort set alle instrumenterne på hans albums og skrev alle hans sange selv.

Og så er sangen øverst her også tegn på, at han på ingen måde var selvvalgt selvdestruktiv:

What I used to be will pass away and then you’ll see

That all I want now is happiness for you and me

Det er alt for nemt at blive opslugt af mediernes fremstilling af ham som netop en hærget, deprimeret ung mand. Det er nemt at sælge den slags historier. Det er drama. Og så sælger det jo bare endnu mere at han begår selvmord – for det bekræfter jo blot hypotesen om hans mørke og dystre liv. Men mennesker er langt mere komplicerede end det. Og jeg er ked af, at han fremvist et alt for forenklet billede af en mand så farverig og talentfuld som Elliott Smith.

Elliott Smith

Jeg har det med at have perioder hvor jeg bliver besat af bestemte musikere. Lige pt er det Elliott Smith, det handler om. Jeg har kendt ham i en del år efterhånden, så hans musik er ikke nyt for mig som sådan, men meget af det har jeg ikke hørt endnu. Pt. har også kun mest hørt hans 3 mest kendte albums – Figure 8, XO og Either/Or (Kierkegaard reference, woo). Det var faktisk fordi jeg fik 2 cd’er til jul med Marina and the Diamonds’ Froot, at jeg begyndte at høre ham igen, for den ene cd skulle jo byttes, og det blev til XO. Der var denne lille gem af en sang, som gjorde mig hooked på ham igen.

Elliott Smith er dog desværre ikke iblandt os mere – han begik selvmord som 34-årig efter flere års kæmpen mod stof- og alkoholmisbrug og depression. Det var også en ret vild måde, han valgte at forlade verden på – han stak sig selv i brystet 2 gange med en kniv. Der var ikke engang nogle hesitation wounds.

Hans musik er meget præget af stoffer, ulykkelig kærlighed, depression – generelt mere triste og dystre emner, som ikke ligefrem hører til over middagsbordet. Men som en person skrev på youtube – “He wasn’t staring into the pit, he was in the bottom looking up”. Hans sange er ikke ulideligt deprimerende at høre på – mere blot en realistisk måde at forholde sig til sine problemer på.

Jeg har dog sjældent hørt om nogen der var så langt ude mht. psykiske problemer – her er et lille udpluk af hans wikipedia side:

“Jennifer Chiba, Smith’s partner at the time of his death, said that Smith’s difficult childhood was partly why he needed to sedate himself with drugs as an adult”

“Smith fell into depression, speaking openly of considering suicide, and on at least one occasion made a serious attempt at ending his own life. While in North Carolina, he became severely intoxicated and ran off a cliff. He landed on a tree, which badly impaled him but broke his fall.”

“Pete Krebs also agreed: “In Portland we got the brunt of Elliott’s initial depression… Lots of people have stories of their own experiences of staying up with Elliott ‘til five in the morning, holding his hand, telling him not to kill himself.”

“Smith began to display signs of paranoia, often believing that a white van followed him wherever he went. He would have friends drop him off for recording sessions almost a mile away from the studio, and to reach the location, he would trudge through hundreds of yards of brush and cliffs. (…) During this period, Smith hardly ate, subsisting primarily on ice cream. He would go without sleeping for several days and then sleep for an entire day.”

“The singer complained of intrusion upon his personal life from the label, as well as poor promotion for the Figure 8 album. The talks proved to be fruitless, and soon after, Smith sent a message to the executives, stating that if they did not release him from his contract, he would take his own life”

“McConnell told Spin that, during this time, Smith would smoke over $1,500 worth of heroin and crack per day, would often talk about suicide, and on numerous occasions tried to give himself an overdose”

Der er, desværre, endnu flere vilde citater man kan finde omkring hans selv-destruktive livsstil, men det skulle være nok. Point in case – han var virkelig fucked. Han var dog ædru da han begik selvmord, hvilket blot gør situationen mere trist – havde han holdt ud lidt længere kunne han måske have fået et bedre liv.

Mest kendt er han nok for at skrive soundtracket til Good Will Hunting – en sød film, som jeg sagtens kan anbefale, med Matt Damon og nu afdøde Robin Williams. Han spillede sågar til Oscar uddelingen og var nomineret for bedste soundtrack, men tabte til Titanic. Så ikonisk som Titanics sountrack nu er (NEEARRR.. FARRR… WHEREEEVEER YOUUU AREEE), så synes jeg nu, han klart skulle have vundet.

Men priser er ikke vigtige. Og fuck Oscar uddelingen alligevel. Det skriver jeg muligvis mere om en anden dag.

Indtil da, så vil jeg bare sige, at Elliott Smith var skøn, hvor plaget af sine problemer han end var, og skrev fantastiske sange, og endnu gang kan jeg sidde og ærge mig over, at en fantastisk musiker er død alt for tidligt.

RIP min SRP buddy

bowie_on_tour

De fleste har nok læst, at David Bowie er død. Hvis ikke, så ved du det nu. Det giver ikke mening at komme med en masse facts omkring hans død – dem kan man google sig til alligevel. I stedet vil jeg lige kort ridse mine egne tanker om David Bowie op.

Jeg skrev, som man også kan se tidligere i bloggen, min SRP opgave i 3.g om David Bowie med fagene musik og engelsk. Jeg kan ikke huske første gang jeg hørte David Bowie, for jeg har kendt ham temmelig længe – men det her var første gang, jeg virkelig dykkede ned i hans musik. Og selvom jeg godt vidste, han var meget ikonisk, så var jeg slet ikke klar over, hvor meget forskelligt musik han har lavet. Alt fra soul, til pop, til glam, til krautrock, til alternativ rock.. Det er umuligt at finde en kunstner der har skiftet mellem genre så succesfuldt. Og det er hvad, jeg husker ham som. En kamæleon. Han tilpassede sig de genre, han skrev musik i, og blendede fuldstændigt ind, lige meget hvad han lavede. Det er for vildt. At skrive den opgave gav mig kæmpe respekt for ham – og også lidt irritation, for at skrive en stor skoleopgave om en musiker er lidt ligesom at sætte en sang som sin alarm om morgenen. Man begynder at få negative associationer med sangen. Så der var et års tid bagefter, hvor jeg ikke kunne holde ham ud fordi han bare mindede mig om melodiske analyser og redegørelser.

Men jeg var ret chokeret over, at han døde. Det var alle vidst. Jeg havde, naivt måske, regnet med, at han ville leve 10 år endnu. Det gjorde han så ikke.

I lyset af hans død har jeg tænkt mig at dele min SRP opgave her på bloggen til dem, der er interesseret i et kort rids af hans karrierer. Det er ikke en fejlfri opgave, men jeg fik da 10 for den. Det var lidt den, der skabte fundamentet for mit kendskab til David Bowie, og så gjorde mig meget umage med den – derfor betyder den noget for mig. Så værsegod at læse:

Studieretningsopgaven

Jeg er desuden også blevet kontaktet næsten hver jul siden jeg skrev opgaven om, om jeg ikke vil dele opgaven med andre SRP-skrivende 3.g’er. Det har jeg selvfølgelig lyst til – såfremt ingen benytter den til andet end inspiration. Problemformuleringen er i mellemtiden blevet væk, men abstractet giver et rimelig godt peg på, hvad den var. Men læs den, og så lyt evt. til Low eller Heroes eller Ziggy Stardust eller bare én af hans album. De er næsten alle sammen fejlfri alligevel.

Sov sødt, David Bowie.